POESI

Lad mig undervælde for en stund
Dvæle lydløst i mellemrum
Falde i lag og plumre til
Gøre alt det ingenting jeg vil

Lad mig vælge at give slip
Løsne grebet, bare lidt
Stivnede tanker, forstenede kramper
Flimrende hjerte snubler og tramper

Lad mig være lidt endnu
Jeg trænger til at gå itu
Brase sammen og se til
Mens alting falder, som det vil

Lad mig elske, ikke at ville
Elske, at her er mørkt og stille
Se at ingenting, er mulighed for alt
At alt står åbent, når intet er valgt

I bunken af stilstand, plummer og skår
Flossede nerver og grånende hår
Ser jeg en vilje, langt større end min
Forunderlig stærk og glimtende fin

Stilhed lærer mig at lytte
Mørket viser, hvordan jeg ser
Jeg lader mig bevæge og flytte
Flyde med i vind og vejr

Og det er NU miraklet sker
At viljen, den store, blev min
Kampen ender netop her
I tillid til livets kim

Jeg rejser mig fra bunken
Op igen, kære ven
Den ryg, som før var sunken
Ranker sig igen

Fra sit skjul mit hjerte titter
Intet er større end størst
I livets lys og glitter
Går jeg videre med hjertet først

Svøbt i tidens endeløse tæpper
Blød og lun mod hud
Rolige drag sig langsomt fletter
Ind i tidens tråd

Uendelige hav af tidens bølger
Vugger mig blidt afsted
Flydende cirkler, svæver og følger
Universets tidsløse fred

Der er så meget vi ikke ser
Forblændede skygger i jagt på mer
I alting og intet findes de svar
Vi længes efter og flygter fra

Vibrerende toner i fine nuancer
Forunderlige dybder i livets balancer
Hvor tiden brydes og solen sner
Vender vi blikket før det sker

Tror vi kun på det vi ved
Er verden et forudsigeligt uforanderligt sted
Men blot et glimt i altets længsel
Knuser tomme tankers fængsel

Med vågent blik på blikket selv
Skæbnens øje ser sit held
En gnist har tændt en lysende fakkel
Sjælen ser at alt er et mirakel